Rasmus Krath har i over tre måneder rejst gennem Somalias vildskab, fattigdom borgerkrig. Landet har været uden et fast styre i 19 år, og flere områder er regeret af krigsherrer med private militser i hårde kampe mod hinanden. Rasmus fortæller om Somalia og åbner op for de følelser og tanker, det kan give at rejse rundt i en krigszone i en vitterlig fremmed verden.

Undervejs på rejsen fik Rasmus Krath opsporet en af Somalias sande krigsherrer, generalen Morgan. Krigsherren gav et interview og fortalte om sin milits og sine private kampfly, der blev brugt mod civilbefolkningen under en borgerkrig og har 50.000 døde på samvittigheden.
Somalias præsident inviterede Rasmus Krath på officielt regeringsbesøg og udstyrede Rasmus med 20 kilo pengesedler og to firhjulstrækkere til flere ekspeditioner rundt i lovløse områder bl.a. ud mod kysten til Det Indiske Ocean, der blev ramt af tsunamikatastrofen i 2004. "Hvad vil du se i mit land", spurgte præsidenten, og eventyret kunne begynde...

I det nordlige Somalia kom Rasmus Krath på rejse med Dansk Flygtningehjælp ud til den smukke Aden Golf op mod den Arabiske Halvø. Rasmus dokumenterede Flygtningehjælpens berømte mikrolån, der gives til kvinder i landsbyer samt et spirende fiskeriprojekt ved kysten, hvor fiskerne i mangel på penge til nye fiskerbåde har slået sig på at tygge kat. Somalierne er et af verdens fattigste folk, økonomien er under pres og inflationen har gjort, at landets største pengeseddel har en værdi på kun 33 øre.
Somalias hovedstad Mogadishu er så usikker pga. de stadige kampe mellem regeringen, oprørsgrupper og de gamle krigsherrer, at Rasmus Krath måtte have en personlig sikkerhedsstyrke på otte soldater med sig rundt i byen for ikke at blive skudt eller kidnappet. Rasmus taler i foredraget om det at rejse og agere i en usikker kontekst og om, hvordan det man forholder sig til at være et mål for både kugler og kidnappere.
I slutningen af foredraget perspektiverer Rasmus Krath sine oplevelser og indtryk fra Somalia op mod landets historie og det internationale samspil, der har været med til at skabe den nutidige situation i landet - et spil, hvor også Danmark har haft og stadig har sin rolle