Rasmus Krath præsenterer et underholdende og fagligt oplæg om et moderne Afghanistan og det internationale samfunds rolle overfor det forjættede land. Med fotografier, rejseanekdoter og samfundsvidenskabelig indsigt underviser han i Afghanistans historie, religionens indflydelse og områdets betydning for globale spændinger mellem muslimske grupperinger og politiske interesser i den vestlige verden anno 2010.
Rasmus har besøgt de danske soldater i Afghanistan, danske humanitære organisationer og de afghanske myndigheder i militær og politisk sammenhæng. Yderligere har han bevæget sig rundt i de traditionelle afghanske samfund uden for landets større byer og studeret betydningen af den forandringsproces, der er fulgt i kølvandet på den internationale intervention i Afghanistan efter 11/9 2001. Rasmus giver sine bud på, hvad det betyder, når den vestlige verden blander sig i et land som Afghanistan.
Sideløbende i undervisningsoplægget diskuterer Rasmus, hvorfor netop Afghanistan blev hjemsted for Ta-liban-regimet og Al-Qaeda, samt hvorfor netop disse to organisationer har fået så stor betydning for international politik i nyere tid. Han tager tilhørende med tilbage til den kolde krig, hvor USSR besatte Afghanistan i ti år og skabte den største flygtningestrøm fra én nation i verdenshistorien. I milliontal endte afghanerne i Pakistanske flygtningelejre uden mulighed for arbejde eller uddannelse. Herudaf opstod Taliban. Man ville lære noget, og Talib betyder, “en der søger viden”. Først senere udviklede Taliban sig til det krakilse regime, vi kender i dag.
Oplægget er udarbejdet på baggrund af Rasmus Kraths rejser i Afghanistan og nabolandene Iran og Pakistan samt hans erfaring fra etnografi-studiet ved Aarhus universitet og uddannelsen på KaosPiloterne, hvor han arbejdede med internationale forhold, historie og militær/humanitær intervention i tredjeverdens lande, herunder Afghanistan.